Sangkraft Aarhus skruer op for sangen

Af Sangkraft Aarhus - 24.06.2024

Som optakt til European Choir Games sætter Sangkraft Aarhus gang flere aktiviteter: Et pilotprojekt omkring fælles-/morgensang i skolen, et netværkskor for alle musiklærere og korledere - og så er byens dagtilbud inviteret til Små Synger Sammen.

Sangkraft Aarhus har en mission om, at børn i Aarhus synger hver dag - og i den næste tid bliver derfor skruet op for aktiviteterne for både store og små.

I løbet af kort tid får alle byens skoler tilbud om at være med i vores store Morgensangsprojekt for alle 4. klasser på tværs af byens skoler, ligesom udvalgte skoler får særlige tilbud om samarbejde med Levende Musik i Skolen, en familiejulekoncert med Aarhus Symfoniorkester eller et særligt Musikprofilforløb, som sker i samarbejde med Sangens Hus. 

Som noget helt nyt starter de også et lærerkor op som et pilotprojekt, da Sangkraft Aarhus ønsker at understøtte et lokalt netværk for lærere og korledere i byen. Det er tænkt som et fagligt og socialt sparringsrum, hvor lærerne kan få ny inspiration og mulighed for at fordybe sig i at synge flersstemmig musik. Indtil videre er der planlagt lærerkor den 1. torsdag i måneden i september, oktober og november 2024.

Allerede nu er der gang i planlægning af flere lokale workshops og events rundt omkring i kommunen i anledning af Små Synger Sammen-dagen torsdag den 12. september. På de lokale workshops får pædagogerne musikfaglig inspiration til og sparring på, hvordan de kan synge med børnene, inden børn og pædagoger mødes på tværs af dagtilbuddene på Små Synger Sammen-dagen, så de virkelig kan opleve klangen og fællesskabet i at synge sammen. Årets tema i 2024 er "Vejret".

"Målet med disse projekter er at sætte mere fokus på sang, både glæden ved, men også effekten af at synge sammen. Det at synge sammen gør noget ved os som individer, som gruppe og som samfund, og det vil vi i Sangkraft Aarhus gerne sætte mere fokus på i de kommende år", siger Andrea Krüger Holm, daglig leder af Sangkraft Aarhus.

Hun fortsætter: "Aarhus er internationalt kendt for at være en "korby", og det kan vi bestemt være stolte af. Vi er jo blevet udvalgt til at være værter for European Choir Games, der løber af stablen i sommeren 2025. Så i Sangkraft Aarhus synes vi, at vi lige så godt kan komme i gang med at synge, og vi har bestemt ikke tænkt os at stoppe, når festivalen er forbi. Det er derfor, vi skruer op for sangen allerede nu - og vi håber virkelig, at I alle vil synge med!"