To helt nye grønlandske ungdomsforestillinger

Af Teaterhuset Filuren - 24.06.2024

Forholdet mellem Grønland og Danmark bliver præsenteret gennem scenekunst på to vidt forskellige måder i foråret 2025.

"Det vi ikke taler om” er en forestilling om alt det usagte. Ud fra grønlandske unges anonyme samtaler med skuespiller Aviana Steinbacher sættes der fokus på, hvorfor det fx kan være så svært at tale om sex, samtykke og forelskelser. Forestillingen er henvendt til danske unge i ønsket om at bygge bro mellem to ungdomskulturer.

Læs mere om forestillingen her.
Spilledage: 24., 25., og 27. marts 2025.
Målgruppe 8. kl. - 3.g.  

“Det vandrende menneske” er en poetisk fortælling om forholdet mellem Grønland og Danmark set gennem en grønlandsk piges oplevelser efter at være blevet sat i pleje af den danske stat. Men om lidt rejser hun sig op og går. Tilbage mod Grønland. Baglæns gennem tiden. Hun går, men hun er ikke alene. En dansk forsker følger efter med tasken fuld af teorier og redningsudstyr. De går sammen gennem 300 års kolonisering af et land, et folk og dets sjæl. Men en dag bliver forskeren træt og råber ”Hvor skal du hen? Du kan da ikke blive ved med at gå baglæns!” Men pigen svarer ”Jeg går ikke baglæns, jeg går fremad mod noget, der altid har været”. 

Læs mere om forestillingen her.
Spilledage 30. april og 2. maj 2025.
Målgruppe 7. kl. - 3.g.