Masterclass: World Peace Games

13.10.2017

Deltag i World Peace Game MasterClass på Frederiksbjerg Skole fra den 13. - 17. november 2017. Spillet er udviklet af John Hunter, som står for denne eksklusive Master Class. Det er gratis at deltage for alle danske lærere.

Hvad er World Peace Game?

Nu er der mulighed for at deltage og lære at bruge spillet World Peace Game. Spillet er en enestående mulighed for at give børn indsigt i vores globale samfunds opbygning og udfordringer, og lade dem lære at træffe langsigtede og bæredygtige beslutninger.

MasterClass varer 5 dage for både deltagende børn (fra 7. klasse) og undervisere.

Eleverne er inddelt i “nationer” med premierminister, forsvarsminister og en regering. Andre vigtige roller er FNs generalsekretær, præsident for Verdensbanken, våbenhandlere, vejrgudinde og sabotør.

Dette spil styrker børns evne til systemtænkning, kritisk og kreativ problemløsning, giver ledelsesansvar og forstærker deres evne til beslutningstagning, forhandling og meget mere.

Hvordan kan du deltage?

Som deltagende underviser i MasterClass observerer du, når eleverne spiller hver dag fra 8:30-12:00, og du modtager selv oplæring i spillets regler og muligheder fra 13:00-16:00.

I løbet af de 5 dage bliver du i stand til at facilitere spillet og tage det med ud i din hverdag, og du bliver uddannet til at kunne afholde nye spil.

Du får samtidig en enestående mulighed for at møde spillets karismatiske udvikler John Hunter, som står for denne MasterClass. Du kan høre John Hunter fortælle om spillet i videoen herunder.

Det er GRATIS at deltage

Sponsoreret af Den Amerikanske Ambassade

Yderligere information