Tulle og Skralle

31.03.2017

En sød og fængende app for de mindste, som handler om katten Tulle og papegøjen Skralle. De flyver en tur ud i verden med sjove dyr og fantasifulde legesteder, som inspirerer små børn til at lege og fortælle, danse og synge med.

App’en er gratis og består af 5 interaktive legekort og 12 leg-og-syng-med musikvideoer.
Den udgør et enkelt fantasifuldt lege-og læringsunivers, der stimulerer barnets sprog, krop og sanser, hvor der ikke er et bestemt facit på ting, men en tanke om, at barnet på sine egne præmisser kan være medskaber og medfortæller i de forskellige dele af app’en.

Man kan prøve sig frem i sit eget tempo og får mulighed for at undersøge og eksperimentere ved at flytte ting rundt, høre lydene og eksempelvis give bondegårdsdyr mad, lege med sand i sandkassen, køre med traktoren, flyve med en luftballon, lege huleleg etc.

I de iørefaldende leg-og-syng-med sange er der undertekster og visuelle demonstrationer med bevægelser, fagter og mimik, som inviterer børn og voksne ud på gulvet.

De to venner Tulle og Skralle er gennemgående figurer i både sange og fortællinger og har deres ophav i billedbøger, sangbøger, legehæfter, spil og teaterforestillinger.
Se mere på www.eventyrvaerksted.dk

App’en indeholder de to hovedfunktioner ”Leg og fortælling” samt ”Syng og dans”:
Leg og fortælling (interaktive legeplader):

  • Gården
  • Himlen
  • Marken
  • Huleleg
  • Legepladsen

Dans og syng med (musikvideoer):

  • På vingerne
  • På en bondegård
  • Sommerfugl
  • Kan du hoppe?
  • Inde i min egen hule
  • Bamse hvor er du?
  • Løvesang
  • Træernes blade
  • Snemandens vise
  • Forårssang
  • Kænguruhop
  • Rasleæg

App’en er udgivet af Børnekulturhuset i Aarhus Kommune  i forbindelse med et musik-dramatisk sprogudviklingsprojekt for Dagplejen i Aarhus Kommune.
Børn og Unge i Aarhus Kommune er også en del af projektet, som bærer titlen ”Ud i det blå” og varetages og udvikles af Ditte Aarup Johnsen fra Eventyrværkstedet.
Idéudvikling, illustrationer og musik i app’en: Ditte Aarup Johnsen fra Eventyrværkstedet
Videooptagelser: Gitte Vase i samarbejde med Ditte Aarup Johnsen

Yderligere information