Bold og badminton for de yngste

15.06.2018

DGI Østjylland målretter motoriske forløb til børnehaver.

Brug Bolden: Udvikling af motoriske færdigheder og sociale relationer i et legene boldunivers
Når vi bruger bolden i børnehaven, er bolden den gode legekammerat mellem venner. Bolden er omdrejningspunktet i forhold til at styrke relationerne mellem børnene.

Først lærer børnene bolden godt at kende og undersøger, hvad de selv kan med bolden. ”Se hvad jeg kan, ”siger en pige begejstret, hvorefter alle vi andre skal efterligne, det hun lige har vist. Børnene stråler nemlig, når de lykkes og får lov til at vise, hvad de kan. Samtidigt er det vigtigt, at der ikke kun er én rigtig måde at gøre det på, så længe børnene forsøger og deltager på bedste vis.

Herefter skal børnene prøve, hvad de kan, når de er sammen om bolden. Vi igangsætter aktiviteter og boldleg, hvor børnene hele tiden udfordres kropsligt og lykkes ved at hjælpe og bruge hinanden. Eksempelvis transporterer de bolden, kæmper om bolden og tegner med bolden. Det er lærerigt, udfordrende og relationsopbyggende.

Legen og glæden er altid udgangspunktet, når vi igangsætter og inspirerer til nye lege med bolden. ”Det har været sjov, fordi jeg slet ikke er bange for bolden mere,” siger en pige, mens en af drengene udtrykker, at ”det har været sjovt, fordi jeg har svedt helt vildt på panden!”.

Skal din institution også lære at bruge bolden?

--------

Kan man spille badminton i børnehaven? Selvfølgelig!
Mange voksne har den oplevelse, at badminton er for svært for de yngste børn. Det er det også i den traditionelle udgave, men sagen er en helt anden, når DGI svinger forbi med minibadminton. Her er fokus på motorik og leg i stedet for game, set and match.

I minibadminton får børnene en god oplevelse med lege, hvor der indgår elementer af tilpassede badmintonaktiviteter. Vi spiller eksempelvis med fluesmækkere og balloner, kaster med ærteposer og hopper i stiger, og meget, meget mere.

Børnene bliver udfordret motorisk på en sjov og anderledes måde, end de formentlig er vant til, og vi skaber succesoplevelser ved at udfordre børnene til både at lykkes og fejle – hele tiden med glæde i øjnene og smil på læberne.

DGI stiller med dygtige instruktører og medbringer rekvisitter. Nu er spørgsmålet bare, om den næste Viktor Axelsen eller Kamilla Rytter Juhl skal starte sin karriere i din institution?