Nye lærerkurser på NaturHistorisk Museum

02.06.2015

Naturhistorisk Museum. For lærere i grundskolen. Spændende og vedkommende lærerkurser på Naturhistorisk Museum, Aarhus og på Molslaboratoriet i Mols Bjerge. Dansk natur når den er bedst og åben skole, der giver god mening! Tag på BioBliz på overdrevet i Mols Bjerge med Naturbasen i hånden, Tilbage til Istiden eller skab undervisning med bid i og arbejd flerfagligt med ulven.

Overdrevets natur - BioBliz for elever med Naturbasen i hånden

Overdrevet er ekstremt artsrigt og en beskyttet naturtype i Danmark. Molslaboratoriets formidlere vil stille skarpt på overdrevets arter og indbyrdes sammenspil såvel som arbejde i metoder som Flipped Learning, BioBlitz og appen ”Naturbasen-2” til at bringe overdrevet i spil i undervisningen. Kurset henvender sig til N/T-lærere og biologilærere og forholder sig til Forenklede Fællesmål.

Ved forskellige Cooperative Learning-metoder skabes en forforståelse og indsigt i fagbegreber, der er tilknyttet overdrevets natur og kulturhistorie og relevante i såvel N/T- og biologiundervisningen. Med appen ”Naturbasen-2” i hånden går vi på artsjagt på arealerne og introducerer ”BioBlitz for elever”. Der er fokus på feltundersøgelser, artsbestemmelse og systematik samt fødekæder, næringsstoffer og økologiske sammenhænge. Vi diskuterer, hvorfor en stor grusbunke som Mols Bjerge er vigtig for udviklingen af den kulturnatur, der betegnes overdrev og zoomer ind på den interessante minibiotop - en kokasse.

Dagen vil byde en fantastisk måde at styrke fagligheden, og du kan se muligheder for den understøttende undervisning.

Tidspunkt: Den 19. august kl. 9.00-15.30 eller den 20. august kl. 9.00-15.30
Sted: Pejsestuen på Molslaboratoriet, Nedre Strandkær, Strandkærvej 6-8, 8400 Ebeltoft.
Pris: Kurset er gratis, men der betales 500 kr. ved afbud mindre end 14 dage før kursusdagene eller ved udeblivelse. Der skal dog betales 125 kr. (inkl. moms) for forplejning.
For nærmere information og tilmelding kontakt Marianne Graversen (marianne [at] molslab [dot] dk)eller Pernille Mølgaard Andersen (pma [at] nathist [dot] dk)

 

Tilbage til Istiden

I foråret 2016 åbner ”Tilbage til istiden” på Naturhistorisk Museum, Aarhus. Udstillingen indeholder masser af spændende og relevante temaer for undervisningen inden for naturfag, dansk og historie og er dermed oplagt til et besøg med flerfagligt indhold.

Dagens indhold vil veksle mellem faglige input i form af småoplæg inden for de emner, udstillingen omhandler, gruppearbejde på udstillingen, workshops samt udviklingstid. Der bliver udleveret materiale til elevarbejde før og efter samt links til yderligere viden/faglig læsning. Tidsbegreber, fortidens plante- og dyreliv og særlige tilpasninger til livet på mammutsteppen samt naturvidenskabelige arbejdsmetoder vil blive behandlet og diskuteret. Menneskets liv og rolle i istidsmiljøet inddrages også. Nye og forfinede teknikker til DNA-sekventering, kloning og derved mulige fremtidige rekonstruktioner af fortidens dyre- og planteliv sætter perspektiv på evolution og etiske overvejelser.

Udstillingen trækker også tråde ud i det danske landskab, hvor geografi- og geologidelen kan opleves ”live”. Der vil være inspiration til læring og aktiviteter uden for museet. Desuden arbejder vi med klimaforandringer i fortid og nutid.

Tidspunkt: Onsdag den 27. april 2016 kl. 9-15
Sted: BioX-natur og udstillingen ”Tilbage til Istiden”
Pris for hele dagen med forplejning: 1250 kr. (inkl. moms)
Tilmelding senest den 1. april 2016
For nærmere information og tilmelding kontakt Skoletjenesteleder Pernille Mølgaard Andersen på pma [at] nathist [dot] dk

 

Ulven – undervisning med bid i

Ulven er Danmarks største rovdyr og omgærdet med mystik og fascination. Et stykke interessant dansk naturhistorie, der har sin plads i såvel natur og teknologi-, biologi- og danskundervisningen. Dens tilbagekomst til den danske natur har vakt opsigt og spredt frygt eller glæde. Museets ulveekspert, Thomas Secher Jensen, indleder dagen med et mini-foredrag om ulvens biologi og adfærd samt samler op på den viden, vi har om de danske ulve i dag.

På museets udstillinger arbejder vi med dilemmaer og natursyn i forhold til ulven og vores generelle syn på naturen. Hvad er det for en natur vi har og hvad vil vi gerne have? Hvordan arbejder man med natursyn og biodiversitet i Danmark og giver plads til en flerstemmighed og engagement i naturdebatten? Temaet giver mange perspektiver til arbejdet i den åbne skole og medvirker til inklusion, da ulven som case kan vinkles, så alle elever får udbytte og bidrager.

Ud over de nævnte temaer arbejder vi med evolution, genetik, rovdyr-planteæder og ulven i litteraturen. Der vil være konkrete lister med materiale- og linksamling samt en fælles opsamling med dialog omkring temaets forskellige undervisningsvinkler. Der er desuden introduktion til miniudstillingen om ulve, der kan bestilles ud til skoler samt ”Ulvetimen”, et formidlingstilbud til skoler og andre institutioner.

Tidspunkt: Onsdag den28. oktober 2015 kl. 9-15
Sted: BioX-natur og udstillingen ”Den Globale Baghave”
Pris for hele dagen med forplejning: 1250 kr. (inkl. moms)
Tilmelding senest den 1. oktober 2015
For nærmere information og tilmelding kontakt Skoletjenesteleder Pernille Mølgaard Andersen på mail pma [at] nathist [dot] dk