Mændenes Internationale Dag: Kim Mejdahl

Kim Mejdahl i Prokrustessengen

Af KØN - museum for kønnenes kulturhistorie - 05.11.2024

KØN markerer Mændenes Internationale Dag tirsdag den 19. november 2024 og inviterer til samtalesalon med samtidskunstner Kim Richard Adler Mejdahl og KØNs kurator Marie Sommer Arnoldsen i anledning af den nye samlingsudstilling om maskulinitet, GLORY.

Sammen med KØN har Kim Richard Adler Mejdahl netop åbnet den nye samlingsudstilling GLORY om maskulinitet, sårbarhed, seksualitet og længslen efter frihed for manden anno 2024.

Under samtalen kan du bl.a. få svar på, hvorfor det har været vigtigt for Kim Richard Adler Mejdahl at lave en udstilling, der kaster et kritisk blik på patriarkatets maskuline idealer og i stedet introducere et mere sårbart og rummeligt bud på maskulinitet. Du kan høre, hvad der sker, når man søger på ordet ”bøsse” i KØNs database over samlingsgenstande – og hvad det siger om museets genstandssamling. Og du kan blive klogere på, hvordan en samtidskunstner kan lave en udstilling om maskulinitet primært baseret på samlingsgenstande fra kvinders kulturhistorie.

Undervejs har publikum mulighed for at stille spørgsmål.

Yderligere information
Eventet foregår d. 19. nov. kl. 14.30-16.00 og er gratis for skoleklasser - anbefalet til gymnasieniveau. Ønsker I at deltage som klasse, skal I skrive til undervisning@konmuseum.dk.
Det er muligt at booke undervisningsforløb i udstillingen GLORY.