Kunst og æstetik styrker elevernes empati
Opera synes måske lidt fremmed for en folkeskoleelev. Og så alligevel ikke. For opera er lig med gode historier og store følelser, som nemt kan opleves og fortolkes selv i de yngre klasser.
På operaværkstedet En fortryllende dag får jeres 5. klasser besøg (på skolen) af et kunstnerteam, som tager eleverne med ind i Mozarts opera Tryllefløjten og med eleverne som sangere og skuespillere opfører jeres helt egen version af En fortryllende dag. Èn klasse arbejder med teamet hele skoledagen, mens parallelklasserne kan inddrages i forestillingen omkring middag, før dagen slutter med en fælles optræden.
På En fortryllende dag sætter eleverne sig selv, deres sanser, udtryk og hinanden i spil, særligt i det afsluttende produkt. Og netop dét at omsætte et indtryk til et udtryk er ifølge folkeskolelærer Ingeborg Kjær Hansen særlig vigtigt for både læring og dannelse:
”Når mine elever udtrykker sig gennem drama, musik og billeder, fortolker de historier og forholder sig til fortællingen. De lærer at omsætte sanselige æstetiske indtryk til deres egne udtryk ved at bruge deres empati og sætte sig i andres sted.”
Vil du læse mere om Ingeborgs oplevelser med operaværksteder, så klik her