En forestilling om at tage på ukendte eventyr og opdage verden et skridt af gangen og opleve, at der altid er flere sider af samme sag. Det er bare om at turde se dem. Alle ting og mennesker kan være noget, men også noget andet - og det gælder faktisk også for voksne.
Freddy og Kamma går på samme skole, men ikke i samme klasse. Freddy er en god dreng. Han gør i hvert fald sit bedste for at være det, men han gør for det meste også det, der falder ham ind. Kamma kan godt lide matematik og billedkunst, og så er hun den næstbedste til "Just Dance". En dag render Kamma ind i Freddy ude på gangen, men det går helt skævt, og Freddy bliver sendt ned til rektor. Kamma kan se, at Freddy har brug for en ven, og måske var det også lidt hendes skyld, at han blev sendt derned, så hun vælger at gå med ham. Men... Freddy skal ikke ned til rektor, han skal på eventyr - og Kamma skal med. De hvirvles ind i et spindelvæv af en rejse, der viser kroge af skolen, de ikke vidste fandtes. Farlige udfordringer som den pensionerede engelsklærer Ys i edderkoppeskikkelse, den sultne bibliotekartrold Gyda, og ikke mindst det sagnomspundne lærerværelse er nogle af de ting, som Kamma og Freddy skal forbi.
Tag med Freddy og Kamma på deres magiske rejse gennem en fuldstændig almindelig dansk folkeskole og se, hvad der sker på den anden side af døren.
Ny dansk dramatik, 25 roller, to skuespillere på scenen.
Instruktør Mette Ovesen og dramatiker Magnus Luel Berg har været i et huskunstnerforløb hos 5. klasserne på Virupskolen i efteråret 2023, hvor de arbejdede med tekst, rum og instruktion. Forestillingen er inspireret af de øvelser, værker og oplevelser, der kom frem i samarbejdet med eleverne.
Elever på mellemtrinnet kan dermed i PÅ DEN ANDEN SIDE AF DØREN opleve en forestilling, hvor målgruppen er blevet lyttet til og set, og samtidig kan de opleve, hvordan en helt almindelig dansk folkeskole kan se ud igennem øjne, der vil på eventyr.
Indgang via receptionen i Skovgaardsgade 2C.