Eventyr og trivsel
Teaterhuset Filuren udbyder i skoleåret 2024/2025 igen forløb for alle klassetrin i grundskolen blandt andet et helt særligt forløb 'Eventyrligt trivselsforløb' for 0. - 1. klasse, hvor hele klassen leger sig igennem en fælles fortælling, som fortsættes henover de fem gange, forløbet varer. Eventyrets univers er rammen for forløbet og giver mulighed for, at legen, fantasien og trivslen fremmes på en medrivende måde, der begejstrer og træner motivation og indlevelse.
Skal der arbejdes med trivsel på mellemtrinnet, er forløbet “Social sensibilitet” en oplagt mulighed for jer, der gerne vil arbejde med elevernes fornemmelse og evne til at aflæse alt det, der er på spil i vores kommunikation - kropssprog, udstråling, social status, betoning af det vi siger mm. Dette sker gennem dramaøvelser og ikke ved at tage udgangspunkt i eksisterende konflikter. Forløbet er på 5 gange á 1,5 time/2 lektioner.