...klip en tå
Beskrivelse
Maskulinitet, myter og memes
Dette forløb foregår i GLORY, hvor eleverne møder et mørkt og humoristisk univers, skabt af kunstneren Kim Mejdahl, som har indsat et udpluk af museets genstande i hidtil usete og til tider obskure sammenhænge. Disse udgør en slags museumsmemes, der prikker til vores maskulinitetsforståelser.
Eleverne skal arbejde med en række kulturhistoriske genstande, der kan fortælle os om forventningerne til mænd gennem tiden. Disse skal eleverne med hjælp fra museumsformidleren sortere i kronologisk rækkefølge. Senere skal eleverne selv forsøge at skabe sammenhænge mellem genstande, citater og andet indhold fra udstillingen, der kan kaste nyt lys over nutidens mandeidealer. Sammen skal vi reflektere over, hvordan vi forstår maskulinitet alt efter hvilken kontekst og tid, vi befinder os i.
Eleverne præsenteres også for et af de værker, kunstneren har skabt til netop denne udstilling med inspiration fra myten om Prokrustes. Fortællingen fra gammel græsk mytologi giver anledning til samtaler om skabeloner, idealer og identitet. Hvad må man klippe af, skære fra eller gemme væk for at passe ind i de rammer, der findes for drenge og mænd i dag og i historien?
Formål
- At eleverne reflekterer over forventningerne til dreng og mænd - i dag og historisk
- At eleverne reflekterer over betydningen af kontekst og tid for den måde vi definerer maskulinitet
- At eleverne reflekterer over målgruppe, afsender og humorens potentialer for at skubbe til normer for køn