Tragikomisk fysisk slapstick-forestilling for de store
Et sultent barn i Gaza. Scroll. En abe, der klør sig i røven og sniffer sin finger. Scroll. Et jordskred i Sydøstasien. Scroll. En opskrift på fried tofu i majsmel. Scroll… Er vi indrettet til at forholde os til så meget på så kort tid? Kan man undgå at blive følelsesløs, når vi dag ind og dag ud bliver tæppebombet med indtryk?
GOING NOWHERE er en tankevækkende cirkusperle af en enmandsforestilling om mobiltelefonens hypnotiserende effekt. Gennem en gummielastisk brug af kroppen opleves kampen om opmærksomheden i en hylende morsom personificering af mobilens magt.
Publikum inviteres ind i et univers af humoristisk poesi og artistisk præcision, der formidler følelser helt uden ord. Oplev kropspercussion, objektmanipulation og akrobatisk dans gennem det absurde, sjove og groteske i et individs kamp for at genvinde ro, fokus og dybde i sit liv.
Et teaterværksted kan tilkøbes for 1000 kr. pr. klasse. Det kan ligge enten før eller efter forestillingen og foregår enten på teatret eller på skolen.
Forestillingen foregår i BlackBox. Indgang A (Se oversigtskort)
Tilmelding af billetter og workshop via. administration [at] katapult [dot] dk