Hvordan kan børn og unge skabe forandringer?
Beskrivelse
I skolen lærer man om demokrati, politik, samfund og om hvordan man som voksen kan bruge sin stemmeret til at skabe forandringer i sin hverdag og i samfundet generelt. Men hvis man som barn eller ung i Aarhus Kommune gerne vil skabe forandringer i sin egen hverdag, kan man så overhovedet det? Og, hvis man kan, hvordan gør man det så, og hvem skal man kontakte for at få hjælp til at skabe forandringerne? Dette er alle sammen spørgsmål, som dette undervisningsforløb giver svar på.
Aktiviteter
Start med at præsentere eleverne for deres muligheder for at skabe forandringer i deres hverdag. Det kan gøres med udgangspunkt i det slideshow, som er tilgængeligt under forløbets undervisningsmateriale. I slideshowet er der information om forskellige kanaler, som børn og unge kan skabe forandringer igennem, fx elevrådet på jeres skole eller Børne- og ungebyrådet i Aarhus Kommune.
Efter præsentationen skal eleverne arbejde med, hvordan de selv kan skabe forandringer og få indflydelse på ting, der ikke fungerer i deres egen hverdag. Del eleverne op i mindre grupper, hvor hver gruppe skal komme op med mindst en ting, som de ikke synes fungerer i deres hverdag og præsentere dette for resten af klassen. Præsentationen skal indeholde svar på de spørgsmål, som fremgår af dokumentet med arbejdsspørgsmål og må gerne fremføres på en kreativ måde fx gennem plancher, videoer eller andet. Efterfølgende drøfter klassen de forskellige ideer og udvælger den/de bedste ide(er) gennem en demokratisk afstemning i klassen, præcist som Børne- og ungebyrådet udvælger deres forslag. Eleverne kan efterfølgende aflevere eller præsentere deres bedste ide(er) og konkrete forslag til elevråd, skoleleder, skolebestyrelse eller andre relevante personer.
Forslag til yderligere aktiviteter i forbindelse med undervisningsforløbet:
- Børne og ungebyrådets møder er åbne for offentligheden og skoleklasser har derfor mulighed for at komme forbi et af deres møder og se, hvordan Børne- og ungebyrådet arbejder. Børne- og ungebyrådets møder finder sted 7 gange årligt fra oktober til maj, og møderne er altid fra kl. 13-16 i byrådssalen på Aarhus Rådhus. Du finder en oversigt over datoer for de kommende byrådsmøder på Børne- og ungebyrådets hjemmeside. Hvis I ønsker at komme på besøg i forbindelse med et af Børne- og ungebyrådets møder, så bedes I kontakte Børne- og ungebyrådssekretæren på ungebyraad@ungebyraad.dk.
- Et besøg på et af Børne og ungebyrådets møder kan kombineres med en rundvisning på rådhuset. Aarhus Guiderne udbyder dette som et selvstændigt forløb på ULF-hjemmesiden til en pris på 500,-. Du kan læse mere om dette ved at søge på ULF efter forløbet ”Aarhus Rådhus – Rundvisning”.
- Holdningsøvelse: Øvelsen går ud på, at eleverne træner at sige deres holdninger højt. Du kommer med en masse udsagt (For/ imod stemmeret til 16årige, for/ imod aktiv dødshjælp etc.) Udsagnene kan modereres og gøres mere seriøse, useriøse, sjove, alt efter hvad der nu passer til klassen. Efter et udsagn skal eleverne placere sig der, hvor de er mest enige. Et hjørne i klassen kan være for, et kan være imod. Husk at spørge ind til hvorfor eleverne står hvor de står, og om nogen måske vil flytte sig efter, at de har hørt de andre elevers argumenter.
Formål
Formålet med dette undervisningsforløb er at motivere eleverne til at skabe forandringer i deres hverdag, samt introducere dem for ungedemokrati i Aarhus Kommune - herunder Børne- og ungebyrådet. Derudover er formålet også, at få eleverne til at tænke over ting, de ønsker forandret i deres hverdag, samt lave en plan for, hvordan disse forandringer kan blive ført ud i livet.
Praktisk information
Slideshow
Slideshow med noter
Arbejdsspørgsmål med eksempel