Nye datoer for besøg i Halfdans ABC-univers

05.04.2022

Kom og leg med bogstaver, ord, rim og remser i Halfdans ABC-univers. Besøget er målrettet de ældste børnehavebørn samt elever i 0. og 1. klasse

Med inspiration fra Halfdans ABC-univers kan børnene finde bogstaver, læse højt og lade fantasien og legen blomstre, mens de går på opdagelse på egen hånd. I kan synke ned i sofaen og nyde rimene i ro og mag. I kan finde ting eller billeder fra hvert af Halfdans rim – måske gemmer tingene sig i kufferter og kagedåser? Stav jeres navn med ærtepose-bogstaverne eller postkortene. Eller stav til nogle af ordene fra rimene.

I vil blive modtaget af en medarbejder fra Børnekulturhuset, derefter er aktiviteten på egen hånd.
I booker en formiddag (kl. 9.30-11.30). Her råder I over både Halfdans ABC-univers og teaterrummet. Børnekulturhusets teaterrum er fyldt med udklædningstøj i alle størrelse, så det er muligt at indtage mange forskellige roller og lave jeres eget lille teaterstykke. I bestemmer selv om der er fri leg eller om I vil skabe en lille forestilling.

Er I mange kan I fordele jer i de to rum og bytte halvvejs. Der kan max. være 12-14 børn i Halfdan Rasmussens ABC-univers ad gangen.