Gid jeg var en mand!

Beskrivelse

Køn i Romantikken og Det Moderne Gennembrud.

Hvordan føles det at have korset på? Kan du flirte med en vifte? Hvad signalerer du, når du tager den høje sorte hat på? Hvor let er det egentligt at brodere? Og kan du skrive sirligt med pen og blæk?

Eleverne introduceres til Mathilde Fibiger og tiden omkring 1850. Derefter arbejder eleverne i grupper med fire temaer: Ægteskab & seksualmoral, mode & skønhedsidealer, uddannelse & jobmuligheder og opdragelse & karakterdannelse. Eleverne kommer til at beskæftige sig med tekstuddrag, billeder samt artefakter og genstande fra 1800-tallet. Der bliver lagt vægt på gøre-øvelser: Eleverne afprøver korsettet og den høje, sorte hat, lærer vifte-sprog, broderer samt skriver med pen og blæk. I udstillingen "Køn Redelighed" finder de ligeledes oplysninger og genstande, som de skal benytte. Temaerne perspektiveres til nutiden. I grupper fremlægger eleverne deres nyerhvervede viden, og vi afslutter forløbet med at diskutere de nutidige perspektiver.

Forløbet tager afsæt i Mathilde Fibigers roman 'Clara Raphael 12 breve', som udkom i 1850 og igangsatte en langvarig offentlig debat om de to køns samfundsmæssige stilling. Mathilde Fibiger er med sit liv og forfatterskab en overgangsfigur, som både er dybt rodfæstet i Romantikken, men som også peger hen imod kvindefrigørelsen og de problemstillinger, der præger debatten i Det Moderne Gennembrud. Forløbet 'Gid jeg var en mand!' stiller skarpt på forholdet mellem de to køn i 1800-tallet – en tid, hvor både manden og kvinden var fastlåste i bestemte roller, men hvor rollerne også var i opbrud.

Formål

I faget dansk kan besøget på Kvindemuseet bruges med litteraturhistorisk læsning i perioderne Romantikken og Det Moderne Gennembrud. Forløbet egner sig også til et tværfagligt arbejde med 1800-tallet.
 Det nutidige perspektiv inddrages, og der reflekteres over kønnene dengang og i dag. Eleverne vil opleve, at de både er historieskabte og historieskabende.

Sted
KØN - museum for kønnenes kulturhistorie
Domkirkepladsen 5
8000 Aarhus C