Skolekoncerter

Beskrivelse

Når det 19 mand store Aarhus Jazz Orchestra afholder skolekoncerter over hele Danmark, er der oftest flere hundrede børn fra 3.-5. klasse med på scenen. Både børn, publikum og orkester får en fantastisk oplevelse, og børnene inddrages i en vidunderlig verden af jazz, latin, funk og blues. 9 sange med teksthæfte til børnene og nodehæfte til lærerne samt lydfiler lægges tilgængelig på server, så de medvirkende skoler og de pågældende musiklærere selv kan hente materialet. Tekst og musik er komponeret og arrangeret specielt til aldersgruppen og børnene indstuderer sangene sammen med deres musiklærer. 

Ca. 14 dage inden koncerten besøger dirigent, Nikolai Bøgelund, og orkestrets pianist skolerne og øver sangene med børnene. 

For at projektet skal komme bedst i mål for alle parter, er det vigtigt at eleverne har lært sangene, når dirigent og pianist kommer på besøg. På den måde optimeres forløbet for alle parter, og eleverne får det optimale udbytte.

PÅ KONCERTDAGEN AFHOLDES GENERALPRØVE SAMT TO KONCERTER

09-11.15: Formiddagskoncert 

1 times generalprøve hvor alle børnene øver numrene med Aarhus Jazz Orchestras rytmegruppe (klaver, guitar, bas, perkussion og trommer) samt en formiddagskoncert for alle elever og lærere på skolen.

kl. 19-20.30: Aftenkoncert

En aftenkoncert for forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede med hele Aarhus Jazz Orchestra (17 musikere).

Koncerterne kan holdes på den enkelte skole, men flere skoler kan også slå sig sammen. Det skaber mulighed for, at børn fra flere skoler møder hinanden og oplever suset, når de - ofte flere hundrede børn - synger sammen med et stort professionelt orkester.

Formål

Børnene oplever suset af at synge sammen med andre, og det er slående, så positivt de tager imod sangene - selv om musikken er ny for dem og unægtelig skiller sig ud fra de hits, de til daglig lytter til på deres iPhone.

Tilmelding