Ildsjæl

Beskrivelse

It`s better to burn out than fade away

Hvad brænder du for? ILDSJÆL er en fyrig ungdomsforestilling, der kan risikere at efterlade et brændemærke eller to. I forestillingen følger vi tre meget forskellige menneskeskæbner: fodboldentusiasten Adam, den meningssøgende Ida og den sørgende fader. Udover at opleve disse gribende fortællinger, der er inspireret af og baseret på virkelige fortællinger, bliver man også en del af et uforudsigeligt univers, hvor tre charmerende ildsjæle bringer dig både humor, absurditeter og tankevækkende situationer.

ILDSJÆL tør gå helt tæt på og ekstra langt ud. Det er en hypnotiserende forestilling, der kan få dig op ad stolen, og både til at føle, tænke og stille spørgsmål. ILDSJÆL er en forestilling der brænder for at slukke fordomme, for at give et nuancerede perspektiv på radikalisme og debatten herom. Vi tager store og svære problematikker ned i øjenhøjde, skræller fordommene væk og spørger: Hvad er radikalisme? Hvad er en ildsjæl? Hvordan tændes ildsjælen? Er det ikke meget menneskeligt at dedikere sig fuldt ud til en sag, eller til et større formål? Har vi ikke alle sammen prøvet at brænde for noget? Vi spørger: Hvad brænder du for?

Produktion: Teateriet Apropos og Teaterhuset Filuren

Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommune.

Formål

Ildsjæl er en vedkommende fortælling, der ikke kun handler om at være ung, om radikalisme, ekstremisme, fanatisme, om døden, men som også handler om at tage ansvar for ens handlinger - og om at alt hvad du gør i dit liv har betydning for dig, men også for din familie og venner.

Sted

Forestillingen spiller ude på skolen.
Specifikationer: SPILLEAREAL INKL. PUBLIKUM Min. 10 x 10 x 3 (BxDxH). STRØM 380V (3x16A). MØRKLÆGNING Ja (Biografmørkt). OPSTILLINGSTID 3 timer.

Booking via Teateriet Apropos: www.teaterietapropos.dk

 

Undervisningsmateriale
Til forestillingen er der udviklet en folder med uddrag af det inspirationsmateriale der ligger til grund for forestillingen samt et skolemateriale. For at benytte skolematerialet, skal du også have folderen.